Jeg har fået en del opfordringer siden jeg skrev min ‘introduktion’ til at skrive på et nordisk sprog, så jeg vil skrive dette indlæg på dansk. Jeg håber dette vil være til glæde for Aryavarta’s læsere.

Jeg er i tidens løb stødt ind i et par folk, som tror at “hinduisme” er en slags demokratisk religion, hvor alle er ‘lige’, at religionens højeste påbud er, at man skal være blødsøden, og at enhver kan tro på hvad han (eller hun) har lyst til. Disse misforståelser skyldes nok i højgrad Gandhi, som jo er kendt for sin ikke-voldssekt. At Gandhi – som var kendt for altid at have ‘Bhagavad Gita med sig hvor end han gik’ – skulle basere sin filosofi på Bhagavad Gita er i øvrigt besynderligt, fordi bogen – fra kapitel to til den slutter – er en dialog på en slagmark, hvor Krishna forsøger at overbevise krigeren Arjuna om, at han skal kæmpe. I det første kapitel udtrykker Arjuna sin modvilje mod kampen, men i løbet af de følgende sytten kapitler får Krishna ham overbevist, og resultatet er, at Arjuna går i krig og dræber ca lige så mange, som der døde i løbet af hele Anden Verdenskrig (mange milioner). Dette har fået en ortodoks brahmin til at kommentere, at Gandhi måtte have nøjes med kun at læse det første kapitel. Under alle omstændigheder findes der denne her new-age-agtige idé om, at vedisk religion er noget blødsødent, demokratisk noget, der handler om at være lige venlig over for alle mennesker, især de kasteløse, fordi vi jo alle er Guds børn. 

Det er rigtigt at vi alle er ‘Guds børn’ (hvis man vil udtrykke det på denne måde). Og ‘ahimsa’ (‘ikke-vold’) er da også en dyd ifølge Bhagavad Gita, om end den kultiveres ikke på samme måde af en brahmin, som af en kshatriya (kriger, statsman – i bedre tider to sider afsamme mønt). Men dette betyder ikke, at alle er lige gode, og burde behandles på samme måde eller have samme rettigheder.

Bhagavad Gitaens indfaldsvinkel på lighedsspørgsmålet kan reduceres til to grundlæggende principper:

1.   Alle levende væsener er (ikke ‘har’) en sjæl, og alle sjæle er i princippet lige. 

2.   Men alle betingede sjæle er bundet til en krop, som ikke er lige i forhold til andre kroppe.

Lad os se på et eksempel. Krishna siger i 9.32, at:

“BG 9.32: O son of Pṛthā [Arjuna], those who take shelter in Me, though they be of lower birth — women, vaiśyas [merchants] and śūdras [workers] — can attain the supreme destination.”

Når jeg læser dette kan jeg næsten se for mig en frustreret45-årig pebermø og feminist sige: “se, alle kan opnå det højeste åndelige mål, det er ligemegetom man er kvinde, eller afsåkaldt lavere fødsel”. Dette er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, at kvinder og de lavt-fødte kan opnå åndelig success. Men læg mærke til, dette kan opnås “på trods af” og ikke “lige så godt af”. Der ligger en slags ‘nåde’ i, at selv kvinder og sudras kan opnå ‘the supreme destination’. Det er altså ikke rigtigt, at det er lige meget, hvem man er – eller rettere, hvad for en slags krop man er i. Den højeste destination eller lettere opnåelig for nogen, end andre.

Derudover er der selvfølgelig “kastesystemet” (Vedaerne bruge udtrykket’varna-asrama-dharma’), som påbydes i Gita:

BG 18.41: Brāhmaṇas, kṣatriyas, vaiśyas and śūdras are distinguished by the qualities born of their own natures in accordance with the material modes, O chastiser of the enemy.

BG 18.42: Peacefulness, self-control, austerity, purity, tolerance, honesty, knowledge, wisdom and religiousness — these are the natural qualities by which the brāhmaṇas work.

BG 18.43: Heroism, power, determination, resourcefulness, courage in battle, generosity and leadership are the natural qualities of work for the kṣatriyas.

BG 18.44: Farming, cow protection and business are the natural work for the vaiśyas, and for the śūdras there is labor and service to others.

Det er selvfølgelig rigtigt at det nuværende kastesystem i Indien ikke repræsenterer det system, Krishna påbyder i Gitaen, men til gengæld må man påpege, at Krishna ikke ligefrem anbefaler ‘frihed, lighed og broderskab’ eller ‘én person – én stemme’. Tværtimod.

Der er mange andre eksempler. Når Arjuna af sentimentale grunde ønsker at forlade slagmarken frem for at kæmpe siger Krishna:

BG 2.2: My dear Arjuna, how have these impurities come upon you? They are not at all befitting a man who knows the value of life. They lead not to higher planets but to infamy.

BG 2.3: O son of Pṛthā, do not yield to this degrading impotence. It does not become you. Give up such petty weakness of heart and arise, O chastiser of the enemy.

Ordet oversat til ‘a man who knows the value of life’ fra Sanskrit er i øvrigt ‘an-arya’ – ikke-arisk.

Så jeg ved ikke, hvor de bløde idéer er kommet fra. I hvert fald ikke fra Bhagavad Gita. Og heller ikke fran oget andet vedisk skrift jeg har læst. Den blød sødne snak om demokratisk, egalitær ‘hindusime’ er altså ikke andet end ‘grama-katha’ – landsbysnak – ideas without substance.

Jeg kan i øvrigt henvise til bloggen The Vaishnava Traditionalist, som går til angreb på de demokratiske og egalitære tendenser som gennemsyrer det moderne samfund.